Hvem er jeg?

Natur, blomster, form og farve har interesseret mig siden jeg var barn. Det har givet sig udtryk i havearbejde, men også i keramik, håndarbejde, billedkunst, fotografering, boligindretning og madlavning. I årenes løb har fokus været på forskellige områder, ofte også i forbindelse med årstidernes skiften. I de seneste år er det især haven og håndarbejde, hvor jeg har udtrykt mig form og farvemæssigt.

Jeg er uddannet voksenunderviser i billedkunst og formgivning. Senere har jeg videreuddannet mig inden for Leisuremanagement. Jeg har i en årrække arbejdet som daglig leder for Studenterhuset i Nykøbing F,  hvor jeg samtidig sad i bestyrelsen for foreningen Artitide, som arrangerede kulturfestivalen KulturKlash. Senest har jeg arbejdet som håndsyerske i et lille privat firma, hvor jeg var med til at restaurere gobeliner fra 1700-tallet. Dér havde jeg nogle meget kreative og inspirerende kollegaer, som har forstærket min interesse for håndarbejde.

Siden barnsben har jeg elsket genbrugsbutikker og loppemarkeder, det var og er et eldorado af flotte, sjove og anderledes ting. Mit hjem er derfor gennemsyret af loppefund og jeg har et stort lager af gamle duge, dynebetræk, kjoler og broderier, som lidt efter lidt kommer til sin ret igen som tøj og bolig interiør.
Min kæreste synes dog nok at hems og skur er ved at være fyldt til randen, men man kan jo ikke lade være med at købe smukke tallerkner og skønne lamper, vel?

Jeg har været aktiv spejder i over 25 år. Vandret i skønne vidtstrakte fjelde og arrangeret idérige ture og lejre. Det har stået på pause et par år, men det er en tid der helt sikkert kommer igen. Spejderarbejdet /-værdierne er stadig en væsentlig del af mig, selvom jeg ikke dyrker det aktiv for tiden, og jeg følte behov for at nævne det her i en beskrivelse af mig som person.

I sommeren 2012 fødte jeg en lille pige, Matilde, som beriger og inspirerer mig dagligt. Hun har lige fra fødslen været fuld af energi og jeg indrømmer gerne, at jeg synes at de første mange måneder var hårde som forældre. I takt med at vi alle får mere og mere sammenhængende søvn, er energien vendt tilbage. Det er dejligt at vi nu kan opbygge fælles interesser, jeg er nemlig rigtig glad for at hun holder af at være ude i haven sammen med mig.

Nåh ja, så er jeg årgang 75, opvokset i Hillerød, nu bosat i Nykøbing Falster og hedder Pia Luxhøj Støvring.