Formålet med hjemmesiden

Jeg elsker at bliver inspireret, og ligeledes vil jeg gerne inspirere andre. På nettet har jeg igennem flere år fundet masser af inspiration, men tit er det også blevet til et virvar af foretrukne links. Så jeg manglede en side med gode links til de emner jeg holder af. Det har jeg nu forsøgt at skabe med denne hjemmeside siden 2010 og jeg tilføjer hele tiden nye indlæg og link til, alt efter hvad der inspirerer mig lige nu og her.
Mit mål for hjemmesiden er at inspirere dig i det daglige liv. Som en genvej til de ting jeg finder interessante på nettet og direkte ved fotos og beskrivelser fra min hverdag. Det startede med ‘find inspiration’ fordi jeg er åbent for alt og har rigtig mange interesser, men i løbet af 2013 har jeg kredset mig ind til, at det jeg virkelig brænder for, er en ‘grøn og kreativ hverdag‘ så derfor den nye tilføjelse.

Ordet grøn bruger jeg af to årsager:

  • Fordi jeg inspirerer til at dyrke haven, især med fokus på at dyrke dine egne grønsager, selv på lidt plads og stadig med et æstetisk fokus. Fokus på en miljøvenlig have, insektbo, pindsvinebo, grenbunker, biodiversitet. Løsninger som gør det er muligt for alle, selvom der er lidt plads eller få penge.
  • Fordi jeg ønsker en grønnere og mere bæredygtig livsstil. Jeg vil gerne sætte fokus på økologiske varer, genbrug og måder man let og billigt kan tænke grønnere ting ind i hverdagen.

Ordet kreativ bruger jeg af to årsager:

  • Jeg er kreativ med hænderne, som det ses ved inspiration til håndarbejde, strik, hækling, broderi og også andre hobbyer i takt med at jeg afprøver dem som eksempelvis pileflet, betonstøbning og mosaik.
  • Jeg er kreativ med nye idéer. Ved at nytænke de ting vi omgiver os med og give inspiration til genbrug , både i det daglige med hvordan toiletruller kan bruges i haven, men også i forhold til hvordan loppefund kan bruges og syning af genbrugstøj.

Ordet hverdag bruger jeg af to årsager:

  • Jeg tror på, at vi forbruger i vores hverdag kan gøre en forskel med selv små skridt i en bæredygtig retning. Det betyder altså noget om man køber økologi, dyrker sine egne grønsager, ja alle de små tiltag i hverdagen.
  • Jeg tror hverdagen bliver mere og mere væsentlig for flere og flere mennesker. Forstået på den måde at det er ikke nok, at man har en weekend til afslapning og kvalitetstid efter en stressende arbejdsuge. Men at man ønsker sig en dagligdag i balance. En balance mellem arbejdsliv, familieliv, fritidsinteresser, motion og mindfulness. I takt med at jeg undersøger og prøver at finde min balance vil jeg her på siden også behandle emner under personlig udvikling.