så er der endelig hornvioler


Hornvioler – viola cornuta – er fantastiske at plante ud her i overgangen mellem vinter og forår. De kan tåle en del frost; de kan blive slatne og ligge helt ned, men når det så er +grader igen, rejser de flot hovederne og står der struttende i deres blomsterpragt. Jeg synes at de med deres små blomsterhoveder – næsten små ansigter – er meget mere charmerende end de større stedmoderblomster, der også fåes til udplantning.  Hvis man løbende plukker de visne blomster af, vil planterne blive ved med at blomstre sommeren igennem. Nogle år har jeg haft hornvioler, der efter en lille pause i sensommeren begyndte at blomstre igen til efterår/vinter.

De sætter også flittigt frø, som er lette at samle ind, eller man kan bare lade dem falde ned så de selvsår sig. Jeg såede en flamingokasse med nyhøstede frø i efteråret (så de ville være parate til at blomstre her i foråret) og der kom en masse fine småplanter op, desværre var der nogle snegle der holdt fest, og guffede dem alle i sig.
Hornviolerne kan også spises af mennesker og pynter i en salat eller på en kage. Man skal dog være opmærksom på at udplantningsplanterne kan være sprøjtet og derfor ikke bruge det første hold blomster i maden.

Netto sælger for tiden 6 planter for 12 kr, hvilket jeg synes er rørende billigt. Jeg købte fire bakker, der stod i en tilhørende stor bakke. For så har jeg jo også disse bakker til at prikle små planter ud i, når det bliver aktuelt om et par uger.
Jeg håber vi får lidt tøvejr i weekenden, så jeg kan plante hornviolerne ud i nogle krukker. Jeg plejer at have dem i krukker på terrassen i foråret og så om et par måneder plante dem ud i haven, som bunddække forrest i et bed.

Her er nogle fotos fra sidste forår:
   
I den store krukke er der nok 3 små planter, så de vokser og fylder godt.

4 Kommentarer

  1. Ja, så går turen sandelig til Netto… Hornvioler er skønne, dem jeg havde sidste år blev ved med at blomstre hele sommeren :o)

    Svar
  2. De er bare så smukke. Jeg købte dem i store mængder i mørk lilla sidste år og satte dem i krukker ved hoveddøren. Jeg har ikke fået købt nogen endnu, men det vil jeg gøre nu. Om ikke andet kan de stå i havestuen til Kong Vinter har slækket lidt på tøjlerne.

    Hilsen Ina

    Svar
  3. Ja smukt ser det ud og til den pris kan alle jo være med :-)
    Rigtig god weekend
    Kh Lone

    Svar
  4. Dejligt at høre at de nydes i mange haver. Hvis de skulle være udsolgt i netto kan jeg se i næste uges brochure at de sælger bakker med 10 stedmoderplanter for 15,- kr. Måske der gemmer sig nogle hornvioler deriblandt.
    God weekend til alle :)

    Svar

Tilføj kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>