Kreative alternativer til julegaveindpakning

Da jeg var barn kan jeg huske at vi juleaften altid samlede de store stykker gavepapir, foldet dem nænsomt sammen og gemte dem til næste jul, så de kunne bruges igen. Sådan har det ikke været de senere år, min mor gemmer stadig hvis der er noget særlig flot papir, men ofte bliver det bare krøllet sammen og smidt i en sort sæk til affald.  Det ærgrer mig mere og mere alt det unødvendige affald, men samtidig synes jeg også at julegaver skal se smukke og indtagende ud og det er heldigvis stadig muligt med kreative alternativer.

Bæredygtig gaveindpakning
Du kan gøre din julegaveindpakning mere miljøvenligt ved ikke at købe en masse nyt gavepapir. Du kan bruge et materiale der alligevel skal smides ud, fx avispapir. Eller brug noget der kan bruges bagefter såsom viskestykker, dynebetræk og tørklæder.  Det samme gælder for gavebånd, brug fx silkebånd der kan bruges igen og igen.

bæredygtig gaveindpakning med avispapir

Her har jeg pakket ind i avispapir med stor silkesløjfe på, hvis modtageren ikke selv gemmer silkebåndet, vil jeg samle det op og gemme til en anden gang.  Derudover har jeg pakket ind i viskestykker (af økologisk bomuld, som var på tilbud i en 3 pak i efteråret i et supermarked) jeg synes det passer fint til det røde sejlgarn, som jeg også regner med at samle sammen bagefter til at bruge til opbinding i haven til foråret.

Alternativer til traditionelt gavepapir

  • avispapir
  • brunt indpakningspapir
  • stof
  • viskestykker
  • dyne- og hovedpudebetræk
  • duge
  • tørklæder
  • speciel syet stofposer
  • flotte plastikposer klippet ud til et stykke
  • børnetegninger
  • papkasser og æsker

bæredygtigt gavepapir

Her er det brunt indpakningspapir, kombineret med silkepapir, ganske enkelt. Hvis man ønsker det mere farverigt, kan man jo putte julestickers på, eller klippe smukke farver og former ud fra ugeblade og klistre på, eller lade børnene tegne derpå. Eller hvad med at skrive et lille vers på det brune papir.

Jeg er ikke den eneste med disse tanker om et alternativ til gavepapir, se lige denne julegave min veninde kom med i dag til min datter. Her er der brugt et smukt stykke stof med kantebånd rundt om, begge noget som jo er en gave i sig selv. Jeg glæder mig til at sy noget af stoffet, måske en sommerkjole til min datter.

brug stof til at pakke gaver ind

Hvis du ikke har fået købt alle dine julegaver kan du stadig nå at gøre det over nettet i sofaen i aften, se her mine forslag til julegaver i år.


4 Kommentarer

  1. Igen nogle rigtige gode ideer, Pia. Tænk hvis alle gjorde sådan, og vi bare “byttede” med viskestykker, stof, duge osv. Ville det ikke være skønt?
    Lige et spørgsmål… Hvorfor er brunt papir og silkepapir bedre at bruge end almindelig jule gavepapir? Er det fordi det er mindre kemikaler?
    Glædelig Jul til dig og den lille familie… :)

    Svar
    • Tak, Marie-Eve.
      Ja, det vil være dejligt hvis vi byttede med viskestykker og andre brugbare ting. Dekoreret skotøjsæsker er også en god idé. Til store pakker er det faktisk meget lettere med stof, jeg har pakket Matildes barnevogn ind i et dynebetræk, ved slet ikke hvordan jeg skulle have gjort det med papir, det vil jo gå i stykker hele tiden, med de dimser der stikker ud.
      Det brune papir er mere miljøvenlig fordi det er ubleget, uden farver og genbrugspapir. Silkepapiret er sikkert ikke mere miljøvenlig :)
      Glædelig jul!

      Svar
  2. Hej Pia!
    Dejlige og kreative forslag du kommer med, den med viskestykket hapser jeg til min mor, ved hun vil elske den ekstra gave der er i det.
    Jeg kan heller ikke lade være med at pakke kreativt ind, og kan heller ikke lade være med at gemme det pæne papir, eller for den sags skyld bånd, datteren på 22 og jeg har lige talt om det, hun gør det samme, og fordi hun hader det store ressourcespild, og at det er godt for miljøet, jeg gør det fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, at der er sidegevinster med er da helt i top.
    God dag hilsen Anette

    Svar
    • Hej Anette
      Dejligt at du kan bruge ideen med viskestykket. Pudsigt nok har jeg i flere år brugt viskestykker som gavepapir til indflytningsgaver, for det var jo meget passende. Men det tog mig flere år før jeg brugte det til julegaver – man er jo vanemenneske!
      Rigtig glædelig jul til dig og din familie :)

      Svar

Tilføj kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>