Så er der sået tomater

chili seeds

Jeg plejer at vente til 1. april med at så tomater til friland, da man siger at det tager 6 uger fra såning til udplantning. Men i år har jeg jo drivhus! Så tomaterne kan sås fra marts af, men da jeg ikke har meget plads i mine vindueskarme har jeg trukket det så længe som muligt. For 2 uger siden såede jeg chilier og peberfrugt, som du ser på billedet og i går aftes blev det så endelig tid til at så 9 forskellige tomatsorter.

 

Følgende er frø jeg høstede fra mine planter fra sidste år:

Siberian, god tidlig frilandstomat

Ukranian Purple, lilla aflang sugotomat, friland

Paul Robeson, aflang mørkelilla tomat også til friland

Pineapple tomato (frø købt i Australien sidste år), smuk gul/pink tomat, gav dog ikke så meget på friland, så i år vil jeg prøve i drivhus.

Tomato Urbana  (frø købt i Australien sidste år) skal også prøves i drivhus i år

Så har jeg været heldig at bytte mig til to cherrytomater:

Black Cherry og Cherry tomat  isis candy, som jeg glæder mig til at prøve af i år.

Det nyeste indkøb er tomato Green sausage, som jeg har købt hos Camilla Plum, en lidt anderledes tomat, men det er jo også det dejlige ved at så sine egne tomater, man kan få nogle sorter der ikke lige er til at få i handlen.

Den sidste er en stribet tomat Tigerella, købte jeg vist forrige år, så jeg er spændt på om de bliver til noget.

I alt blev det til 40 planter, ja, nu skal de selvfølgelig lige spire og blive til planter, men så er der også til terrassen herhjemme, friland i kolonihaven og i drivhuset i kolonihaven. Og måske lidt ekstra til at give væk til familie og venner.

Lige nu står potterne i vindueskarmene i køkkenet hvor det er varmest, med en klar plastikpose løst hen over. Når de er spiret kommer de op i soveværelset, hvor det er lidt køligere indtil de kan komme ud i drivhuset engang i april.


Tilføj kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>