Judaspenge – en af mine yndlings


Judaspenge – lunaria annua står så rang og farverig her i april-maj og blomstrer samtidig med tulipanerne. Jeg såede den for en del år siden og siden da er den kommet trofast i haven helt af sig selv. Det er en 2-årig urt, første år danner den en roset og året efter blomstrer den. Den får sølvskinende frøstande, så det er værd at lade et par stykker af dem blive stående.  Flere af mine judaspenge vokser mellem stauderne og så hiver jeg dem bare op lige så snart de er afblomstret for at give plads til stauderne. De findes både med lilla og hvide blomster og er meget taknemlige, de kan både gro i sol og skygge.  Om efteråret er det let at flytte rundt på de selvsåede planter så de kan blive fordelt rundt i haven.

Jeg tænker tit her om foråret at jeg vil lave lidt guerilla gardening og sprede frø rundt på rabatter og buskadser i det offentlige rum, men glemmer det altid når frøene er modne i løbet af sommeren. Men måske i år…

Lidt opdatering d. 1.maj: Der er nu også kommet billede af judaspenge med hvide blomster fra haven, det er kun blomsternes farve der er forskellig ellers er planterne helt ens. Der findes også en variant med brogede blade og hvide blomster (Lunaria annua ‘Alba Variegata’), men den har jeg endnu ikke i haven.

Næste års blomsterpragt vælter allerede op ad jorden. Det er denne spire du skal holde øje med, den er forholdsvis stor og let genkendelig med de lange takkede blade. 
Til venstre for spiren er en rød havemælde spire endnu en af havens nemme planter.

8 Kommentarer

  1. Jeg har samme oplevelse af judaspengene og nyder den også i haven. Der findes også en hvid variant, som også kunne være værd at få fingrene i. Den skulle krydse sig med den lilla og give nogle dejlige nuancer.

    Sjovt nok har jeg udgivet et indlæg tidligere idag om netop judaspenge :-)

    Svar
    • Jeg har også dem med hvide blomster, synes dog ikke de krydser sig. Man kan dog først se når de får knopper hvilke farve blomsterne bliver. Frøstandene på de hvide bliver mere sølvagtige end med de lilla blomster. Jeg kan sende dig nogle hvide frø til sommer hvis du er interesseret? Kommer lige i tanke om at der vist også findes en variant med brogede blade, den har jeg dog ikke set live.
      Sjovt at du også har skrevet om den, men den er jo også meget iøjefaldende for tiden.
      Jeg har for første gang natviol i haven i år og venter spændt på at den springer ud, det skulle jo være lidt i samme stil.

      Svar
  2. Hej Pia
    Det lyder dejligt, at jeg må få frø af den hvide. Jeg håber, at jeg kan huske at minde dig om det – til den tid :-)

    Natviolen ser flot ud. Jeg måtte lige søge på nettet, da jeg ikke selv har den i haven. Og du har ret i, at den ligner judaspengene, men så dufter den som ekstra bonus – ikke ringe :-)

    Svar
  3. De er så flotte og statelige, og har en skøn lilla farve. Jeg har dem også et par steder i staudebedene. Jeg vidste ikke at de også fandtes i hvid.

    Svar
  4. Hej Pia.
    Du må gerne “lege” guerialler gardner i min have … Judas penge har jeg ikke, endnu.
    Kh Lone

    Svar
    • Jeg vil være flittigere til at samle frø i år af diverse planter, for jeg tror der er meget at bytte med os havebloggere imellem :)

      Svar
  5. Judaspenge….. det var selvfølgelig det, der pludselig blomstrede over ved vores hegn. Har tænkt over hvad det var for en fin lilla en, som pludselig stod der blandt noget andet ….måske skulle jeg forsøge at få flyttet nogle af dem hen til de lidt mere ordnede forhold blandt stauderne!
    Hilsen Charlotte

    Svar
    • Dem der blomstre nu, er der ingen grund til at flytte, for de blomstrer formentlig ikke næste år. Men hold øje med spirer og så kan du flytte dem hen til stauderne og få blomster næste år. Spirerne står tit som karse hos mig, så jeg kan også lave et par potter til dig.

      På mit arbejde er der et område med mahoniebregne, der står med gule blomster nu og indimellem er selvsået lilla judaspenge, det er virkelig et smukt syn. Så den er jo også rigtig fin når den står der som stor “ukrudt” mellem buskene.

      Svar

Tilføj kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>